meget sort, meget sød

Med vores dejlige hus fulgte også en kat. Det lyder måske lidt underligt.

Mille er nu også en lidt mærkelig kat sammenlignet med Sigurd, men det siger måske også en del om Sigurd. Da vores nabo så ham for første gang, løb han ind til sin kone, der talte i telefon, og afbrød hendes samtale, fordi der var “et underligt dyr ude i haven”.

Mille er nu sød og relativt rar. Hun er mærket af det lidt hårde liv i stalden, men er meget kælen og selskabelig overfor mennesker, hun kender. Her ses hun liggende uden for huset, da vi beså det første gang.

Hun boede oprindeligt sammen med en masse andre gård-/staldkatte ovre hos naboerne, men da de fik hunde, gad hun ikke mere. Hun fortrak og begyndte derfor at komme hos det ægtepar, der har solgt os huset. De kunne ikke stå for den lille pelstot med knækket hale og begyndte at fodre hende, og på den vis kom Mille til at høre til “huset”.

Da sælgerne af huset så skulel flytte og Hr Hummer med familie flytte ind, var gode dyr rådne. Skulle Mille nu endnu en gang gå fra hus og hjem på grund af en hund? Eller blive jaget væk af en anden kat?

Vi tog chancen, og det går da også fint. Sigurd og Mille er bestemt ikke gode venner (endnu?), men det er forståeligt nok, idet begge parter jo med rette kan påstå, at huset er lige præcis deres territorium. Sigurd virker nu ikke så sur på Mille som omvendt, men hvem ved, hvad han laver af ballade, når vi ikke kigger? Dyrlægen måtte for nyligt lappe ham sammen for 700 kr. , fordi nabokattene havde “gennemtygget” ham, og jeg tror ikke han er helt uskyldig i dén sammenhæng.

Mille spiser og sover i et aflukket værelse i kælderen, som hun drøner ind i, når vi åbner kælderdøren, og hun er derude. Der er altså egen indgang, eget værelse, egen mad- og vandskål samt egen seng (Ralphs gamle hundekurv). Desuden er der et kaninbur i haven, som er foret med sækkelærred, lammesking og halm, så hun har et sted at være, hvis ikke vi er hjemme, eller hvis hun ikke orker de andre katte i stalden.

Fordi hun gerne bliver lidt muggen over at skulle ud (og det skal hun jo en gang i mellem), havde vi lukket vinduet i “hendes” værelse op, så hun selv kunne gå ud. Vi havde ikke opdaget, at hun havde været ude og så var kommet ind igen, før vi så, hvad hendes ærinde udenfor havde været:

Jo, taknemmeligheden er håndgribelig, som det ses på fotoet af hende og Ejermand, men hvis ikke menuen passer den lille dame, kan hun selv supplere fra buffet’en (=fuglefoderbrædtet!).

Sverige

Vi var i december i Sverige med Pia og fornøje os, hvilket var både tiltrængt og kærkomment. Som nævnt tidligere var det en skøn tur, hvor vi både fik hygget indendøre og gået (relativt) lange ture i det udendørske.

 Ralph holder fint udkig fra den store klippeblok i haven. Man ved jo aldrig…

 Ét eller andet sted drøner Müsli sikkert rundt og retriever et eller andet, men Fanta snacker på en halvgæret grankogle.

Der er også fin udsigt over havedammen, hvor mange, mærkelige dyr blot venter på evolutionens fremskridt.

  Efter et fint gået spor, skal man selvfølgelig have lov at børe sit skind, så det har Müsli hele munden fuld af.

Ralph kan bruge alt som hundklæde, og selvom det oftest er græs eller andre planter, kan dødt træ sagtens anvendes.

 Sådan skal det se ud! Trods fæl lokning med den elskede, “døde” bold, holder Müsli fast i dummien, indtil hun får signal om andet. Dygtig!

 Og så en … ligeså dygtig hund, der holder fast i sit bytte. Pga. våde uldsokker skiftede Ejermand til neopren-sokker, hvilket tilsyneladende var en uimodståelig godte for Fanta.

 Nu man alligevel står i det, kan man jo tage sig en mundfuld svensk sø-vand. Ralph er jo ikke til at holde fra det våde element.

 Næsten-Sverige

Vi var næsten i Sverige i sidste weekend, da en rask, lille søndagstur gik til Helsingør med Pia og poterne. Efter al den jule-tamtam, var det på sin plads at alle mand m/k fik strakt lemmerne ud og travet noget af marcipan-nougat-andestegs-sulet af sig. Hundene hyggede i stor stil og nød ikke mindst sne og is i skønsom blanding.

Der var ingen vind, men masser af kulde, hvorfor Ejermand højlydt brokkede sig over (og var ved at kaste op af??) de monstrøse smerter i fingre uden ordentlige vanter på. På hjemvejen slog vi et smut forbi fiskebutikken og hjembragte et kilo fiksefars (det hedder det altså) til lune fikseduller, som blev fortæret i fællesskab.

Desuden fik Pia overbragt sin sædvanlige julekurv, lettere forsinket men ikke desto mindre pænt proppet. I flæng nævnes kaffe, chokolade, kaffe, blomst, hundelegetøj, hundeguffer, håndcreme og frugt. En dejlig tradition hvor vi – denne gang flankeret af også Emilie og Line – får takket for året der gik.

 Nu på lørdag står den på dummysyning / bamsehospital med tilhørende spisning og hundeluftning, hvilket også nok skal blive sjovt. Med fem hunde i huset er det en temmelig god idé at lufte først, så spise og dernæst “arbejde”. Jeg har i vinter modtaget rigtig mange gode jagtrester fra kollegerne, så der burde kunne kreeres både hare-, kanin-, vinge og vildtdummies, og så er der jo stadig en frygtelig masse plastgranulat fra forrige år, der snildt kan konverteres til kanvasdummies. Altid rart at gøre tingene selv. 

Snart-Sverige

Til april håber jeg, vi kan få et længere stræk af dage i Sverige, og med dét in mente, skal der trænes spor, så vi kan få bare én officiel sporhat i hus. Når nu Ralph ikke ligefrem møver sig frem på markprøverne, er det mindste vi kan gøre vel at vise, at han faktisk er en ok sporhund.

Som lovet følger her lidt mere om livets gang i Lidenlund, dvs. tossernes turnerén i oplandet. 

Huset er perfekt, for med to plan er det muligt at have Hr Hummer i overetagen, mens katten slænger sig i kælderen og nyder lidt fred. Ralph har en vaske-katteører-fetisch, må jeg hellere tilføje. Den anden ende af katten er mindst lige så ren…

I underetagen er der desuden et glimrende værksted, hvor Ejermands mange projekter på bedste Frankenstein-vis kan blive bragt til live. Ind til videre er det blevet til adskillige, succesfuld tests af tørring, herunder tørring af hareskind, vildtskind, harepoter, harehaler, løb, fasanvinger, andevinger og alskens andre rester af døde dyr. Jo tak, det er en festlig hobby. Det er desuden her man næsten må save indendøre.

Vi naturligvis har hegnet haven til Den Store Guldmedalje. Da Ralph ikke er var vant til at rende så frit rundt, og da der er en “kør-som-en-idiot”-vej klods op ad grunden, var det nødvendigt at Ford Knox’e hundens råderum, mens det samtidigt tillades katten at forcere fæstningens yderbarrierer uden uoverkommelige vanskeligheder. Mission accomplished.

Naboerne til den ene side har en Hovawart, naboerne til den anden side to border collier, og genboerne har en new foundlænder, så hegnet har desuden til formål at holde ubudne gæster fra døren. At de så kan defilere rundt i forhaven er jo en anden sag, som Hr Haltehund er bevis på. Desuden har naboerne en hegnsforcerende ged, Berita, som vi må forvente at se i urtehaven til foråret. Så bor man vist på landet.

Jeg var nok lidt vel ambitiøs med hegnet, men det skyldes jo bare, at jeg holder så meget af Ralph og helst ser ham få et langt, trygt og sundt liv uden kedelig og katastrofal kropskontakt med køretøjer. Egentlig var meningen at købe 75×75 mm hegnspæle samt 250 cm højt hegn og grave det 90 cm ned i jorden for derved at forhindre evt. flugtforsøg af gravhundekarakter. Dét droppede vi hurtigt, – både af hensyn til grundens beskaffenhed (den hælder!), af hensyn til årstiden (det var koldt og vådt!) og af tidsmæssige hensyn (det tog i forvejen lang tid!). Måske var det også lidt vel højt, taget i betragtning at Hr Hummers kampvægt nok ikke kan levitere i så høje luftlag, ej heller kan bulldooze så kraftigt.

Med mindre man ejer en halv jordklode land, kan jeg kun anbefale at man kreerer et hegn i stil med vores. Det er sikkert og solidt, holder længe og er ikke voldsomt dyrt. Til gengæld kan jeg med ro i sjælen lade Ralph tæske rundt og lave ballade uden frygt for han stikker af og dør, bliver kørt over, myrdet, molestreret, massakreret og slået ihjel. Du skal derfor blot erhverve dig ovennævnte stolper i trykimprægneret træ, kraftige kramper, supergalvaniseret hegn, en bidetang, en næbtang, en hammer og en pælespade - halleluja!

Ralph nyder tilværelsen i haven og har allerede (ja okay, efter tre måneder) tillagt sig mange, spøjse vaner, som jeg ikke kunne have forudset.

Han bliver voldsomt ophidset, hvis der er is på fuglebadene. Især hvis der er luft eller vand under isen.

Eller sne på isen.

Man har helle, når man bringer stjålne erhvervede genstande op på sandkassens låg.

Fuglebrædtet er en tissepost.

Det er muligt, den døde bambustot er til fugle og fuglereder, men den er glimrende til at løbe rundt og rundt og rundt om.

Det samme er surbundsbedet, som ligeledes er dejlig løs jord at grave i.

Han vasker pels / klør sig (?) ved at sno sig om totten med elefantgræs.

Urte-/baghaven er et tragisk sted, dels fordi man ikke må komme derned, og dels fordi man ikke kan komme derned.
Det må derfor være farligt, og derfor er det helt legitimt at gø af folk, der vover sig derned.

Man laver ikke pølser i græs. Man laver pølser i jordbærbedet. Ejermand har alligevel placeret hegnet midt i bedet.

Folk der gynger, taber godbidder. Bliv i nærheden.

Går nogen i skuret, så følg efter. Der står to frysere derude, som indeholder mad. Alternativt er der et tørret hareskind, man kan nappe (løb!) og en kost, som er spas at bide i.

Katte der løber, er selv ude om det. Sigurd er muligvis en undtagelse. Men også kun muligvis.

Jo tak, vi hygger os, og årstiden er ingen undskyldning for ikke at komme ud. Vi savner naturligvis især engen, for der er 10-15 minutters gang ad kedelig landevej, før man er i skoven, og dér må hunden ikke slippes.

Til gengæld har naboerne en ordentlig spandfuld jord, som vi har fået lov at gå på, når altså ikke Berita og hendes uldne disciple gør det. Fårefolden er selvsagt hegnet godt ud mod kør-som-død-og-helvede-vej, og der ligger en fin sø med ørreder og badebro og alt muligt. Naboerne har desuden en juletræsplantage, som vi frit må benytte, og selvom det måske lyder kedeligt, er det nu rart med en luftemulighed så tæt på (på den anden side af dødskørselsvejen), og der er overraskende mange dufte af bl.a. vildtet der nipper til de små, uskyldige og ikke færdigtudviklede juletræer.

Desuden går der rygter om en brakmark, der frit kan benyttes af hundeejere, men jeg skal nok lige høre det fra hestens egen mund, før jeg begynder at trampe vintersæden flad som et herbarium.

Mon ikke Ralph overlever? Og når først det bliver lidt lysere, er der jo ingen, der kan stoppe os, skulle jeg hilse fra Hr Hummer og sige.

Når man – som jeg – holder utrolig meget af dyr, er det kun naturligt og nærmest en rygmarvsreaktion at handle, når man ser et tilskadekommet dyr. Eller… tror man ser det.

Så i går aftes kl. 23.30, da jeg kiggede ud af vinduet og så en haltende, labrador-lignende hund i min forhave, godt oplyst af billygter fra en bil, der holdt på vejen umiddelbart langs haven, reagerede jeg prompte. Jeg sprang i mine støvler, greb en retrieverline og to håndfulde godbidder, hvorefter jeg fór ud for at indfange hunden. Den var givetvis blevet kørt ned, siden den haltede og var muligvis i chok. Jeg havde bange anelser.

Minuttet før havde jeg iført nissehue og kasket (sidstnævnte inderst, førstnævnte yderst) siddet i ro og mag med et glas glögg og pakket julegaver ind. Her er masser af sne, så julestemningen fejler intet.

Da jeg nåede udenfor, undrede jeg mig over, at bilen ikke var standset. Hvis man påkører et dyr, er man da forpligtet til at sørge for, at det bliver bragt til et dyrehospital, at Falck bliver tilkaldt osv. Bilen var væk. Genboen var i sin have med sin hund, og da jeg anråbte ham, hørte jeg ham sige “retrieveren gik den vej”. Jeg fulgte efter i rask trav, uden tanke på, at jeg ikke som vanligt var udstyret med refleksvest.

Længere henne ad vejen så jeg hunden. Den haltede voldsomt på det ene forben, men bevægede sig fremad i et overraskende tempo. Jeg fløjtede og kaldte, hvorefter jeg kastede to håndfulde godbidder over til den. Den måtte være slemt tilredt, den lab, for den ænsede ikke de liflige dufte af lækker mad lige foran den. Den humpede videre.

Jeg smaskede og gabte, satte mig ned på hug og vendte siden til. Dét hjalp. Nu kom hunden over til mig. Det ville have være temmelig umuligt i mørket at have lagt en snudesnor, så jeg udvidede retrieverlinen gevaldigt og fik den listet over hovedet på hunden. Men hvad så? Hvor skulle jeg bringe den hen? Der var ikke lys i nogen af husene omkring mig.

Hunden trak mig videre, stærkt haltende. Jeg så mig omkring – mørke huse, hvor folk enten sov eller ikke var hjemme. Og hunden virkede meget viljefast og stred sig målrettet videre. Jeg fulgte efter med tankerne hvirvlende rundt i hovedet og fast besluttet på, at hunden skulle reddes. Men hvordan?

Vi kom snart til en indkørsel, og hunden trak mig derned. Måske forsøgte den at vise mig, hvor den boede? Ved en bagdør med store glaspartier i standsede den. Jeg så, der var svagt lys derinde og bankede ivrigt på. Hvad skulle jeg dog sige til de stakkels mennesker? Stakkels hund. Indre skader, brækkede knogler…

En ung fyr på en 17-18 år åbnede døren, og jeg tog linen af hunden, for den var meget ivrig for at komme ind. Jeg fik liret en remse af – noget i retning af, at jeg var den nye beboer herude, og at jeg havde fundet hans hund, – den var blevet kørt ned af en bil og haltede voldsomt. Han smilede og sagde, at hunden hed Basse, og det havde den gjort, lige siden den som lille havde forsøgt at hoppe over et hegn. De havde slet ikke opdaget, at hunden var stukket af og var meget taknemmelige over at den var blevet fundet og fulgt hjem.

Jeg så mig selv reflekteret i glasruden. Jeg stod med kasket og nissehue på. Hyperaktiv og meget snakkende. I skibukser og en tynd trøje. Jeg lugtede nok lidt af glögg. Og klokken var snart midnat en søndag.

Jeg grinede godt nok af mig selv og undskyldte forstyrrelsen, men understregede også, at hunden meget vel kunne være blevet kørt ned, for folk kører som sindssyge herude på de små, bugtede veje, hvor der ingen vejbelysning, cykelstier eller fortove er. Jeg sagde, jeg tit havde lyst til at lægge sømmåtter ud, så folk kunne lære at køre de 40 km/h, som de må. Fyren sagde, han tit overvejede at bygge små dæmninger af hård sne hen over vejen, som så kunne virke som vejbump. Jeg smilede, ønskede god jul og tullede hjemad igen.

Jeg er nok officielt landsbytossen nu.

Helledusseda. Jo, det er meget, meget længe siden sidste update her fra Team Ralph. Og det beklager jeg. Filmen knækkede komplet og fuldstændigt i maj, da Pia fik konstateret kræft. Det slog benene væk under alle, der er i hendes omgangskreds, og undertegnede har ikke fundet det nødvendigt at råbe det fra tagene, før hun selv gjorde. Det har hun så gjort for et pænt stykke tid siden. Derfor burde jeg også have fået fingeren ud for længst. Min undskyldning til de 2 millioner faste læsere, denne blog har. Eller havde…

Når det er så er sagt, så er der altså også bare sket sindssygt mange ting, som kan undskylde forklare fraværet af blogindlæg. Hent en kop kaffe eller gløgg, så skriver jeg endnu et langt indlæg så længe… 

Vi har købt hus. Yes. Et skønt hus med en skøn have et skønt sted med skønne naboer og skøn natur. Stik dén! Og det endda i én af Danmarks dyreste kommuner (hint: Anni og Erik Fønsby). Der er 145 m² at boltre sig på indendøre (værksted og to viktualierum!) og 1.400 m² grund til os alle fire (katten er her stadig). Der er brændeskur, urtehave, kompostbunke, surbundsbed, overdækket terrasse, bålsted, pindsvinehus, gyngestativ, sandkasse, legehus og masser af andre fede faciliteter, der vil give os megen glæde til forår/sommer.

Derudover har vi købt Pias tidligere Hundelimousine – en totalt egobil med kæmpebur til Hr. Hummer i bag. Nu mangler ejermand bare at erhverve sig et kørekort, da den planlagte erhvervelse gik i vasken pga. kakerlakinfluenza. Der var ingen anden bil at se på, selvom onde tunger påstod, at en Postmand Per-bil var i spil. Som om…

Og så brillerer Müsli jo gang på gang, som du kan læse om på Pias blog. Nej, Pia selv gør ikke noget stort nummer ud af det, men én eller anden matematik-kyndig kunne jo regne på, hvor mange prøver, hun har været stillet på, og hvor mange førstepræmier / prøvens bedste hund det så er blevet til. Man kunne fristes til at sige “den hund er fantastisk”, men byt lige “hund” ud med “ekvipage”, og så er du næste dér, hvor du har ret. Det er et studie i nuancer, indlevelse, træningskompetence og dyrepsykologi af fineste karat at se de to træne…

Og Emilie og Walter fik brugsprøven! Ikke i første hug, hvor Pia og jeg var heftigt interesserede tilskuere, men dagen efter. Stort tillykke til dem, og godt kommet igen af Emilie. Som Ulrik Wilbek siger, skal man turde tabe – ellers skal man ikke stille op. Virkelig flot og jeg gad godt have set det, men det blev det ikke til. Godt gået, Mr. Brown!

Til gengæld brugte jeg så 12 timer i skønt selskab med Pia, og jeg så hende og Müsli få endnu en førstepræmie (dem bli’r man altså ikke træt af). Desuden fik jeg hils på Brown Hunt’s Panic aka Trille og venlig mand Michael med en pose chokolade – de fik også en førstepræmie. Det gjorde Farmand Jarnvig, onkel Diamond og onkel Dundee også. Du kan se alle resultaterne på DRKs hjemmeside her. Bemærk at ja, – det var Knolden Anton, der blev prøvens bedste hund i begynderklassen, hvor Müsli stillede op. Funky navn. Men jeg er stadig ikke enig med Bent Müller i, at der ingen diskussion var om den kåring. Skal vi diskutere?

Snart venter den (forhåbentligt) årlige julekomsammen med tøserne. Sidste år var det dummysyning – i år bamsehospital – der er temaet.

Sidste weekend var vi i Sverige og hygge-træne med Pia og poterne. Uha, det var godt for de dér inderste kroge af sjælen, der ellers bliver så støvede, filtrede og mørke i dagligdagen. Højt til himlen, tørvejr hele tiden, skønt selskab, masser af godis / slik, Kalles kaviar, rødvin, oksekød og intelligent samtale, sporing i spændende terræn, gode gåture – hvad mere kan man ønske?

I de kommende blogindlæg vil jeg komme lidt mere ind på ovennævnte emner – stay tuned, hvis det har din interesse!

Silende regn er ikke ligefrem det optimale vejr at forsøge at TØRRE noget i, hvorfor undertegnedes dyrebare skind må rykkes indendøre.

Ligeledes forholder det sig med katten, der med al tydelighed er ved at gå agurk over den selvvalgte husarrest (læs: det regner).

Selv Ralph har fået nok nu. Han har en spøjs vane, når vi går tur i eller efter regnvejr, for selvom han elsker vand og benytter enhver lejlighed til at hoppe i en sø eller et hav, så er vand direkte fra oven ikke så populært. Derimod er højt græs, som det har regnet i, som skabt til at rulle sig i og rulle sig i og ruuuuulle sig i, hvilket for tiden giver mig en anelse mere stress efter morgenturen, for ét håndklæde er bestemt ikke nok. Bliver han ikke behørigt tørret, tager han alt andet i brug – herunder sofa, hundekurv, gulvtæppe, og – som tidligere nævnt – fliser og mure (!). Han tænker nok, som jeg, “stakkels skind”.

Abejdsugen går på hæld, og weekenden nærmer sig med drivvåde – men hastige – skridt, og jeg påtænker varm kakao, hjemmebagte boller, kløning bag ørerne og generel indehygge i de kommende dage. I går var Emilie og Pia på besøg, til alles store glæde. der blev uddelt kaninskind, drukket kaffe, snakket og hygget i lange baner, hvilket der aldrig er nok af.

I skal ikke snydes for et par skud fra Roskilde, så her er opvisningen fra Dansk Schweisshundeforening samt Frank, der er falkonér.

Weekenden byder ikke på noget sindsoprivende, bortset fra de sædvanlige hjemlige sysler – dog “pågår hemmelige ting”, som forsiden af hjemmesiden bedyrer. Og så venter ham her på mig derhjemme:

Dejlig dag.

Idet bukkesæsonen for længst er gået ind, tørres der for tiden skind til den store guldmedalje derhjemme, men det danske “sommervejr” ønsker tilsyneladende ikke rigtigt at deltage i processen. Da viceværten har set sig sur på processen, foregår tørringen skiftevis lodret og vandret, idet de må hænges lodret/indenfor, når det regner. Møgirriterende at forståelsen for sporarbejdet og dyrevelfærden (i hvert fald Ralphs) kan ligge på så lille et sted.

To stk. skind kom de rare kolleger med, og ét stk. skind (+ løb) blev scoret på Roskilde Dyrskue i lørdags, hvor en meget ivrig og opmærksom Ejermand fra sidelinien fulgte Jagt-standens forlægning af bambi. En stor tak til de rare mennesker, der på pædagogisk vis fik forklaret både voksne og gamle om jagt, vildt, dyrevelfærd og kogekunst.

Det andet skind gik til en schweiss-fører, hvilket undertegnede jo ikke kunne brokke sig over. Jeg futtede så til gengæld meget gnækkende og selvtilfreds rundt med min “hvide” plastikpose blandt candifloss, skrigende børn, enorme charlois-tyre, pølseboder, hestepærer, gedekid og mejetærskere. 

Lykken blev ikke mindre, da jeg fandt en pels-bod, hvor man for 20 kr. kunne erhverve sig et fint, stort kaninskind. Ikke anden-sortering, ikke kun tre styk at vælge imellem… så jeg drog rødmosset og glad hjem senere på dagen med 10 kaninskind og bambis sommerjakke i pose. 

I det hele taget var Roskilde Dyrskue en positiv og glædelig overraskelse, for det er skønt at se alle aldergrupper vise interesse for helt almindelige dyr. Jovist, der var da truede gederacer og lama-lignende heste, men ingen af racerne er ligefrem eksotiske. Det kan nu være sjovt nok at beskæftige sig med de “hjemlige” dyr, så dyrskuet har helt sikkert sin eksistensberettigelse.

Ralph er jo en social og indlevende kammerat, så han insisterer på at overvåge de omstændelige – men yderst hyggelige – skindrensnings-procedurer på nærmeste hold. Desværre så han noget distræt og ikke-tilstedeværende ud, da jeg skulle vende vrangen INDAD på de (lidt for) tørre bambi-ben. Mens jeg bandede og svovlede over igen at have været for sent ude, fornøjede han sig med “anden halvdel” af selvsamme ben.

Jeg erindrer engang at have brugt 45 minutter på samme procedure, blot med Pias skind, som jeg tørrede for hende, og så afleverer man jo ikke sådan en halvfærdig apportbuk med forkerte ben, vel? Det er det ultimativt mest irriterende ved skindtørring, når benene er blevet for tørre og hårde, men hvis jeg ikke har større problemer end som så, så går det hele jo nok… Hvorfor klage?

De fleste kæledyr fælder, og hundehår er nok et stort irritationsmoment for mange. Trods hysterisk støvsugning bidrager de til tider enorme mængder pels, skæl, pollen og  døde hudceller sikkert ikke til et sundt indeklima. Har man ikke en god ide til en alternativ anvendelse af de mange pelstotter, så er pels her, der og alle vegne bare en pestilens, man som hundeejer må leve med. Eller er det?

For et stykke tid siden stødte jeg på den såkaldte Furminator og tænkte straks, at det var for godt til at være sandt. Produktet virkede poppet og “amerikansk”, og selvom jeg elsker min hund, synes jeg, at 350 kr. for en karte-børste-kam var i overkanten. Især hvis skidtet ikke virker. Basalt set er der tale om et lodret håndtag påsat en horisontal tættekam af stål. Wow.

Da Emilie så lånte én, skulle vi selvfølgelig lige prøve at børste hundene. Du godeste. Totterne føg os om ørerne, og hundene må mindst have smidt 200 kg. ren pels! Ja ok… men meget pels i hvert fald.

Men igen måtte jeg spekulere på, om det var for godt til at være sandt. Måske skar den hårene af? Rev? Hev? Flåede? Og hårsækkene? Det ville jo ikke være så smart, hvilket magasinet Vi Med Hund’s brevkasseredaktør og professionelle hundefrisør Christina Cruft også påpeger. Surt show.

Da dejlige Emilie så en dag annoncerede, at hun havde fundet børsterne til halv pris, slog vi til. Det måtte komme an på en prøve. Nu er min Pet Grooming Brush (ydrk!) kommet, og den er genial. Lille Ralph måtte lægge krop og pels til, hvilket så således ud:

Den virker. Er du sindssyg, den virker. Og tosset som jeg jo er, måtte jeg jo lige sikre at den ikke forvandlede min lækre lab til en chinese crested, så testede jeg den på mine egne sparsomme lokker. Nix. Ingen riv, hiv, flå. Og jeg har ingen død underuld, kan jeg konstatere.

Mine varmeste anbefalinger går derfor til den spøjse kam, som du kan købe på www.skøde-hunden.dk – venlig service, hurtig levering, lav pris, rart menneske i ét.

Ikke ét ord i dag om m-/k-hunde (muskel-/kamp-hunde, forstås). Ikke ét ord om flertal udenom regeringen for hundelov. Nix. Ikke links til skambidte får og ingen chokbilleder af en skambidt cairn terrier. Der er så meget skidt og ragelse i verden, så her er lidt at smile ad:

En lille tilvænningsøvelse før du køber hvalp

Hæld kold æblejuice ud på tæppet forskellige steder og gå derefter barfodet rundt i mørke.

Gå med en sok, hvis tåspids er trevlet efter en tur i en blender.

Umiddelbart efter du er vågnet, stiller du dig udenfor i regnen (eller snestormen) og siger: “kom nu”, “go’ hund”, “skynd dig”, “tis”, “please, gør det nu”.

Dæk dit bedste tøj med hundehår. Til mørkt tøj skal du bruge lyse hår, og til lyst tøj mørkt hundehår. Put også lidt hundehår i din kop kaffe.

Leg “grib bolden” med en sjaskvåd tennisbold.

Løb ud i haven i underhylere og bare fødder for at lukke havelågen.

Vælt en kurv med rent vasketøj og spred tøjet ud over et snavset gulv.

Efterlad dine underbukser i dagligstuen eller din sko på græsplænen. Dér vil din hvalp alligevel slæbe det hen, især mens du har gæster.

Skynd dig op af din lænestol lige før slutningen på dit ynglings-program på tv, og løb hen til døren mens du råber “nej, nej, du skal tisse udenfor”. Gå glip af programmets slutning.

Smør chokoladebudding ud på tæppet om morgenen, og lad være med at fjerne det, før du kommer hjem om aftenen.

Krads en række huller i benene på dit spisebord med en skruetrækker. De skal ligne små tandmærker.

Tag et varmt lagen direkte ud af tørretumbleren og rul dig stramt ind i det. Det giver samme følelse, som når din hund falder i søvn oven på dig.

Grav 20 huller i din pænt anlagte græsplæne og pluk hovederne af dine smukkeste blomster.

Riv en rulle toiletpapir i 1.000.000.000 stykker og spred dem over hele huset.

Tag to håndfulde mudder, tvær det ud over bagsædet i bilen og lad det tørre. Dup det evt. også på bilens ruder i små, runde klatter.

Stil en skål på gulvet og hæld en ½ liter vand ved siden af skålen. Lad det ligge.

Det er fridag i morgen, så vær god ved din(e) hund(e) og hav en dejlig weekend!

/Ejermand

Jeg skulle hilse fra den sorte smørklat og sige, at hvis nogen har sne, is, hagl eller lignende fra i vinter, modtages det med kyshånd snarest muligt! Hr Hummer holder varmen lidt for godt, men ville vi ikke også gøre det iført spæklag og sort pelsfrakke?

Han er ikke til at drive udendøre, selvom jeg finder kølige steder til ham og sågar har fristet med en lille omgang rask haveslangeri.

Sidstnævnte resulterede i et hysterisk grineanfald, da Ralph jo altid ruller sig efter et lille bad i søen eller havet, sådan for lissom at få hele vandmængden ud. Jeg har så den holdning, at når man har været i en mudderpøl-sø, skal man haveslanges og ryste sig, hvilket også gik ok, indtil Ralph forsøgte at rulle vandet af sig på fliserne – og op ad muren. Tossede hund. Han er skam ellers glad nok for vand, men dét var for meget. Alt det fine mudder blev skyllet ud, og så lignede han slet ikke Walter og Lucca mere!

Nej, det er dælme varmt og for varmt allerede. Hvis ikke han strejker på gåturen og demonstrativt lægger sig i skyggen eller graver sig ned i en grusbunke, hiver han mig heeeele vejen hjem, sådan for at signalere, hvor der er rarest at være. Ligegodt pokkers. I går lod vi hundene (Lucca, Walter og Ralph) piske rundt i Store Sø (det hedder den ikke … den er bare … større end Lille Sø, som heller ikke hedder sådan), men med stigende temperaturer kommer også øget risiko for blågrønalger, som enhver ansvarlig hundeejer bør kende til. Hit med havet!

En anden risiko for hundene her i varmen er dehydrering, men da Ralph elsker vand, agurker og isterninger, er vi vist nogenlunde sikre. Trods medbragt vand forsyner han også sig selv ved enhver given vandpost, især andre hundes vandskåle! Værre er det med hunde i biler, for de kan ikke slippe væk, men risikerer at blive bagt! Selvom bilen efterlades i skyggen, kan der nemt blive for varmt alligevel, hvis døre og vinduer er lukkede – desuden kan bilen sagtens ende op i solen, som jo flytter sig. Jeg har ikke tænkt mig at vente på, at den uansvarlige ejer dukker op, så måske jeg hen over sommeren skal budgettere med bøder for vandalisme, hærværk og bilskader?